mandag den 12. september 2011

Revanche

Gårdagens manglende succes på fuglefronten slog mig ikke helt ud. Havde aftalt med KRH at vi skulle kigge fugle sammen søndag, men tidligt på morgenen meldte han forfald. Vi havde snakket om at køre til Sydvestsjælland men da jeg alene skulle beslutte mig synes jeg ikke det lød helt rigtig. DMIs radarbilleder viste at der stadig kl 7 om morgenen lå nogle tunge regn- og tordenbyger der skulle passere, men at de formentlig ville slippe de sydligste dele af landet først. Da vinden var lovet i det sydvestlige hjørne valgte jeg at tage til Hyllekrog for at se om jeg kunne fange noget af gårdagens indtræk der evt endnu ikke havde forladt landet. Kl 10.15 ankommer jeg til Brunddraget og møder der Gunnar fra Hellebæk. Jeg måtte lige kigge en ekstra gang for ham ser jeg normalt kun i Hellebæk og Skagen, men den var god nok. Han havde lejet et sommerhus i området og ville de næste 14 dage følge specielt rovfugletrækket. Han havde tidligere om morgenen efter regnens ophør haft en steppehøg og en vandrefalk, og jeg så snart de første hvepsevåger, så det tegnede OK. Mange af rovfuglene trak ud lavt og tæt på os. Der var endvidere en sværm af svaler der rastede og trak ud.

Hvepsevåge, Hyllekrog, 11. september 2011.
Der var et jævnt og roligt træk af hvepsevåger og spurvehøge, i blandet lidt fiskeørne og rørhøge. Lidt efter middag får jeg på lang afstand øje på en ørn og tror først det er en havørn, taget i betragtning lokalitetens nærhed til Maribosøerne. Melder "ørn, vel nok hav" til Gunnar men er lidt tøvende mht bestemmelsen. Gunnar som har en del mere erfaring på bagen ser straks at det er en lille skrigeørn og det varer ikke længe førend jeg til fulde kan støtte det. Fuglen glider tættere på men kommer ikke helt ud, da den får øje på vandet. Til gengæld raster den et par gange i toppen af en gran førend den returnerer langt nordpå. Fuglen er aldrig tættere på end vel 300-400 meter og vi diskuterer en del dens alder. Set på afstand virkede fjerdragten rimelig frisk, dog erkendte vi et fældningshak mellem hånd og arm. Til gengæld var fuglen så lys på både over- som undersidedækkere, at det ikke kan have været en helt ung fugl. Vi meldte den ud som immatur men den er vel en 3-4k. Afstanden umuliggjorde desværre fotografisk dokumentation af fundet. Fuglen prøvede igen at trække ud senere i følgeskab med en flok hvepsevåger og det så ud som om den ville over, men nej.

Vi indtog derefter lidt frokost og var et øjeblik uopmærksomme. Det kostede næsten en ung steppehøg som kom lavt, 50 meter foran os. Vi så den kun et kort øjeblik, men den må have kommet præmiegodt uden vi opdagede det.

Jeg stod frem til kl 17, de sidste par timer alene, og nåede i dagens løb op på 239 hvepsevåger, 18 rørhøge, 13 fiskeørne, en hver af dværg-, lærke- og vandrefalk, samt ovennævnte godbidder. Spurvehøgene var svære at tælle idet en del vendte om da de så vandet, men 200 er et rimeligt bud. Så jeg kom op på sadlen igen og fik en rigtig god dag ud af det. Nu venter så udfærdigelsen af en beskrivelse til SU.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar