lørdag den 26. februar 2011

Aquila eftersøgning

Der havde i ugens løb været meldt en ikke nærmere artsbestemt aquila ørn ved Gulemose, Jyderup. Henrik Kisbye sms'ede i morges om vi skulle prøve at finde ud af hvad det var. Tre kvarter senere samlede jeg ham op i Rødovre og vi drog afsted. Vel fremme så  vi at vi ikke var de eneste der havde fået den ide. I stedet for at stå sammen med 20-25 andre og kigge ud over samme område besluttede vi os for at køre lidt rundt for at sprede eftersøgningen. Det brugte vi et par resultatløse timer på, der dog gav et par duehøge, en rød glente samt en 12-15 musvåger. Vi returnerede til selve Gulemose og så der en stor tornskade. Vi afsluttede dagens tur med at køre forbi Strids mølle i håb om vandstær og/eller isfugl men uden held. I aften ser jeg så at der endnu en gang er indtastet et fund af ubestemt ørn fra området, faktisk inden vi helt havde forladt det. Kan danske fuglekiggere ikke finde ud af at få bestemt dyret?

søndag den 20. februar 2011

Søndagstur

Forrige lørdag, den 12. februar, fik jeg en besked fra JAE at der var brilleand ved Røsnæs. Først i dag fik jeg tid til at tage derop for at kigge efter den. Jeg fulgtes med JSP, MFJ og MBG og vi havde et mageligt afgangstidspunkt fra København, hvilket betød at vi først ankom til Røsnæs kl. 10. Der møder vi så netop JAE i selskab med bl.a. TA og JHC. De havde tilbragt to timer uden at se brilleanden. Det lød jo ikke lovende men den teoretiske mulighed for at finde noget de hårde drenge havde overset fristede og vi gik ud mod spidsen. Vi brugte et par-tre timer hvor vi heller ikke havde heldet med os. Til gengæld så vi flere sortænder end de havde rapporteret om, så der var bevægelse i fuglene.


Derefter kørte vi til Ordrup næs hvor der også lå en del ænder samt rastede en flok (18 stk) sort-grå ryler helt ude på spidsen. Den ene var farvemærket, højst sandsynlig i Danmark, men det må indrapporteringen kunne fastslå. De blev så dagens bedste obs der heller ikke denne gang inkluderede havørn...



MBG, JSP og MFJ på Ordrup næs
Sortgrå ryle, Ordrup næs. Det kan måske anes at den er farvemærket på begge ben.

onsdag den 16. februar 2011

Småobs

På min vej til arbejde cykler jeg hver dag over Kongens Nytorv og Knippelsbro, hvorved jeg kan gå det sidste stykke langs med Stadsgraven fra Torvegade til Amager Boulevard. Det giver mig lige tid til at dampe af og mulighed for at checke fuglelivet. I morges så jeg en flok på 11 halemejser der fouragerede i rørbræmmen hvorefter de fløj over Stadsgraven. Jeg hørte også pludselig den en svag ringen fra silkehale som blev stærkere da jeg lettede på huen. Efter lidt besvær med at finde hvor de sad fandt jeg en flok på 13 fugle der sad og skuttede sig i den stærke blæst. Skutte sig er også meget beskrivende for vandrefalkene på Radisson, der sidder i ly for østenhyleren på vestsiden af hotellet. De har formentlig bemærket den opsatte redekasse men jeg glæder mig til at vinden vender og de mere naturligt vil raste på østsiden.

søndag den 13. februar 2011

Perleugle - nabo til min søster

Da der for godt en uge siden blev meldt perleugle fra Klagshamn udde lige syd for Malmö måtte jeg aktivere min søster da hun bor 5 min derfra. Uglen var lidt ustabil de første dage, så hun fandt præcis hvilket træ den plejer at sidde i om dagen, men fuglen var der ikke. Denne viden var god i morges hvor vi som de første ankom til lokaliteten sammen med et andet hold danskere. For med præcis vejledning blev vi gelejdet til stedet og minsandten om den ikke sad der. Vi stod og nød den på respektfuld afstand på ca 10 meter - man vil jo nødig være den der skræmmer den væk. Da jeg lige inden fødselsdagsfrokosten, som var den egentlige årsag til mit besøg, vendte tilbage var der et større leben af folk og nu var man rykket hen på en afstand af 5 meter, uden at det tilsyneladende anfægtede uglen. Det gjorde så også at jeg kunne få et par anstændige billeder af fuglen.

Perleugle, Klagshamn udde, 13. februar 2011
Vi havde i mellemtiden været et smut i Fyledalen for at spejde efter ørne, men det blev ikke til noget. Der havde været både hav- og kongeørne tidligere, men i den halvanden times tid vi havde til rådighed så vi ikke noget. Jeg var ikke skuffet over dagens udbytte, det er mange år siden jeg sidst har set en perleugle, men især min svigerinde havde nok sat næsen op efter lidt større vingefang.

onsdag den 9. februar 2011

Tur til Lolland

Jeg har jo fri i denne uge, så det gælder bare med at komme ud, når tid og vejr tillader det. I dag tog jeg til Lolland for at se lidt gæs og hvad der ellers måtte være. Der var ikke de store flokke af gæs, en større blandet flok sås vest for Kabbelvej. Der var også en del sangsvaner, blandt andet denne flok på godt 400, tæt ved Ydø.
Del af flok på godt 400 sangsvaner

Lidt tættere på. De stod ganske tæt op ad vejen.

Når man er på disse kanter må man ikke snyde sig for et besøg hos bageren i Dannemare. De laver simpelthen Danmarks største og bedste frøsnappere til den latterlige lave pris af 12 kr. Et helt måltid, hvis man har glemt madpakken!
Danmarks vel nok største frøsnapper fra bageren i Dannemare. Læg mærke til hvor lille min kikkert er!

To adulte havørne i kreds. Siden fløj de mere synkront rundt.

Jeg sluttede af ved Maribosøerne hvor et par adulte havørne fløj over vejen, begyndte at flyve rundt synkront i cirkler og også kalde til hinanden. En yngre fugl (ses ikke på billedet) fulgte med lidt på afstand.

tirsdag den 8. februar 2011

Kattegatobs efter storm

Efter nattens kraftige blæsevejr valgte jeg at bruge en dag i min ferieuge på at tage til Børstrup Hage (i gamle dage kaldte vi det Gilbjerg!) og kigge på havobs. Det er jo ikke ligefrem årstiden til den store mængde af hav- og stormfugle, men svensken havde da meldt sodfarvet skråpe og stor stormsvale nogle dage forinden, så der var da en teoretisk mulighed for noget. Det skulle vise sig at det blev ved teorien. Der kom en ung (2K) og et par aldersubestemte rider samt en gammel sule i bogen fra de nævnte kategorier og dagen bød da også på lidt bevægelser af lommer, lappedykkere og andefugle, især toppet skallesluger. Mest bemærkelsesværdige obs var nok den sildemåge der pludselig var lige foran snuden på os. En storkjove udmeldt fra Kullen blev aldrig set og det vides heller ikke hvilken retning den havde da den passerede deroppe.

tirsdag den 1. februar 2011

Stadig vandrefalke hotel Radisson Blu

Jeg ser næsten hver dag en eller to vandrefalke på østsiden af Radisson. I morges sad eksempelvis hunnen og spiste et bytte mens hannen sad lidt længere oppe. Jeg har fået fortalt at der vil blive sat en redekasse op til dem. Desværre på modsatte side, som jeg ikke så nemt kan holde øje med fra min arbejdsplads. Men spændende bliver det om de gør yngleforsøg midt i København.

De to vandrefalke fra den 20. januar. Billedet er taget af Anders Hammergart