søndag den 26. maj 2013

Orientsejler - endelig!

Da der for næsten tre år siden sås orientsejler ved Hejresøen, Vestamager, sad jeg uhjælpeligt fast i laboratoriet mindre end 10 km væk. Blev dog lidt beroliget da den blev meldt pp. over flere timer så jeg troede jeg kunne nå det efter arbejdstid. Men så kom der en mægtig tordenbyge og væk fløj fuglen. Det var lidt hårdt at miste en aldrig før set art i Danmark.

Lørdag eftermiddag var jeg lige vendt hjem fra en tur på Stubben, da TOE ringede. Han havde set på Birdcall at der var orientsejler ved Præstesø, Værløse. Mens jeg snakkede med ham forsøgte lillebror ESE at ringe. Han var tilfældigvis i København, men uden bil. Jeg forbarmede mig og ventede på ham ved Svanemøllen hvortil han når 22 minutter efter jeg snakkede med ham - da stod han yderst på Islands brygge! Vi kørte derop og fik fat i folk på åstedet der sagde at fuglen har været væk en 30 minutter. Vi ankom og der tikkede en melding ind på Birdalarm om, at der var orientsejler i Utterslev mose lige nu! Nu er det jo før set at folk ikke kan finde ud af at placere nålen rigtig og vi hørte kort efter råb fra fugletårnet. ESE spurtede og jeg fulgte rask efter (med skop på ryggen). Fuglen fouragerede lavt over søen og vi fik den hurtigt i kikkerten. TOE var på mystisk vis ankommet stort set samtidig med os, selv om hans udgangspunkt var Sorø! Vi så den en 20 minutter hvorefter den forsvandt mod SØ. Der lå en hel del sejlere over Søndersø, så håbet var at den ville returnere. Flere og flere ankom og måtte vente i spænding.

Sejleren er på dette tidspunkt væk, og der er kø for at komme op i det lille tårn! Præstesø, 25. maj 2013.
Fuglen returnerede ganske rigtig og lå igen og fouragerede over Præstesø. For igen at forsvinde. Dette nummer lavede den flere gange men jeg tror de fleste der ankom fik set fuglen, hvis de da gad vente. En slags forløsning ovenpå skuffelsen for tre år siden og en noget uventet. Den art havde jeg ikke regnet med ville blive set igen herhjemme.

Fuglefotograf bliver jeg aldrig men dette skulle være orientsejler! Lys overgump anes men kunne i princippet også være genskin fra solen! Præstesø, 25. maj 2013.

søndag den 19. maj 2013

Fluesnapper bonanza!

Var på pinsetur med MFJ, JSP og JBK. MFJ og jeg havde fået overtalt de andre til at tage med til Gniben, som vi begge jo har et godt øje til. Ankomst lidt efter syv og en græshoppesanger synger kortvarigt. Vi starter med at luske det yderste lidt større krat inde på våbenskolen. Der ankommer lidt phyller og der er pænt liv. En karmindompap laver trækforsøg. Jeg går sammen med JBK og vi reagerer samtidig på en snerren. De to andre har også hørt det og de finder dagens første lille fluesnapper.

Lille fluesnapper, Gniben, 19. maj 2013

Vi splitter lidt op og efter en halv times tid finder JSP en ny småsnapper i fyrrebevoksningen på bakken ved våbenskolens parkeringsplads. Vi andre kæmper lidt med at finde den men til sidst lykkes det. Der er balanceret glæde hos flokken der styrker sig med en tår kaffe. Samlet går vi derefter over vejen og hører næsten synkront alle endnu en snerren. Denne gang er det en fugl med en anelse rødt på struben og dermed dagens tredje.

Svært at her erkende den let orangefarvede strube, men siden af hovedet er lidt gråt. Lille fluesnapper, 2k han, Gniben, 19. maj 2013.

Vi går videre og lusker sydover. Vi runder dagens 9. rødryggede tornskade. Vi splitter op, og JBK hører en kort strofe eller to af lille fluesnappers sang. Denne fugl ses desværre aldrig men er dagens fjerde. Det må være et ret pænt antal efter sjællandske forhold. Udover den lille, har vi en små tyve grå og en håndfuld brogede fluesnappere, så overskriften er næsten berettiget.

Efter fem timers obs lukker vi og på vej hjem ser vi meget kortvarigt en fin rød karmindompap - en enkelt af os endda i kikkert!