søndag den 27. marts 2011

Ny Saltholm art

Var igen i dag søndag på Saltholm som led i Dansk Ornitologisk Forenings caretakerprogram. En dag med fint vejr men med en rimelig kølig vind fra sydvest. Turen startede rigtig godt idet der stod en rødhalset gås tæt på os sammen med nogle bramgæs.

Rødhalset gås, Saltholm 27.3.11



Billedet er kraftig beskåret og forstørret men dokumenterer fint fuglen. Fuglen var i øvrigt uden ringe.

Der var stadig en del ørne tilbage fra vinterens tælling, således minimum 9 havørne og formodentlig nogle flere. Til gengæld sås der lidt usædvanligt, ikke vandrefalk på turen.

I går lørdag var jeg ved Hellebæk, hvor der igen var en del havørne der trak, den endelige total ender vist på en 6-7 stykker. Og så kom der traner - ikke så mange som set fra Møn (8.000+) men over 1000. Som sædvanligt ved Hellebæk spredt træk, men enkelte flokke af traner kom meget pædagogisk lige henover os.

Udsnit af traneflok henover Hellebæk avlsgård, lørdag 26. marts 2011

mandag den 21. marts 2011

Præstø fed

Har ferie i denne uge og da der var blevet lovet "tørt, med en del sol, og op til 12 grader" måtte jeg ud. Overvejede ederfugletræk i Østersøen men endte med at nøjes med at køre til Feddet. Som så ofte var udsigten mere lovende end det aktuelle vejr. Lave skyer, så lave at man til tider blev lidt småvåd af dem, og ikke meget forår i luften. Og dog. Mens jeg vandrede fra parkeringspladsen ad østsiden ned til spidsen og retur gennem skoven på den østlige vej, noterede jeg alligevel 39 trækkende musvåger samt årets første traner, i alt 74. Den største flok var på 48. Et lille klip viser dem på vej

lørdag den 12. marts 2011

Forår?

På trods af flere tilløb tidligere og på trods af at der senere sikkert kommer bagslag, så er dette måske den første rigtige forårsdag? Solsorten(e) har i hvert fald sunget det meste af dagen her på Østerbro. Det indvarsler en god periode. Ved et smut i Svanemøllehavnen sås også at det meste af isen i bugten var væk.

søndag den 6. marts 2011

Weekendture

Har haft en rimelig aktiv weekend. Havde for et stykke tid siden aftalt med Torbjørn Eriksen at vi skulle genopfriske vores minder fra Eocheong turen sidste år samt planlægge evt. fremtidige ture sammen. Pga. en anden sammenkomst fredag aften involverende lidt øl, kom jeg ikke supertidligt af sted, så klokken havde passeret 12 før jeg steg af toget i Sorø. Turen gik mod Glænø Vesterfed hvor Torbjørn havde gode minder fra hans seneste besøg hvilket udgjordes af en jagtfalk. Vi havde dog ikke lige bemærket at området er lukket for færdsel allerede fra 1. marts. Vi kørte derefter videre mod Enø/Gavnø/Vejlø via Bisserup havn og nåede op på 10 rastende havørne, heraf 6 i Karrebæk fjord. En 2k fugl vi skræmte op på Vejlø fløj lige hen over hovedet på os i 15 meters højde, nok den havørn jeg har haft tættest på. Kameraet lå på det tidspunkt selvfølgelig i bilen. Vi havde også en stor tornskade på Gavnø så nu har jeg to lørdage i træk set arten, i et år hvor det generelle indtryk ellers er, at der er få fugle.
Søndag vågnede jeg op til endnu en skyfri dag med meget mindre vind end om lørdagen. Inspireret af en sms jeg havde fået om lørdagen tog jeg til Hellebæk for at se om ikke forårstrækket var gået i gang. Og det endte med over 300 musvåger, 5 havørne + yderligere en trækforsøgende og 6 røde glenter, samtidig med at lokale duehøg markerede territorie. Vi var ikke særlig mange fuglekiggere deroppe så der var mulighed for at finde fuglene selv og ikke bare rette skopet ind efter anvisning. Vi stod i læ syd for parkeringspladsen og det var smålunt hele dagen. Som sædvanlig glemte jeg solcremen denne den første hele dag i felten så knoppen er lidt rødmossen, med en skarp linje i panden hvor huen gik ned til!
Der kigges efter en af dagens havørne