torsdag den 25. april 2013

Restminiferie 2013

Som vanligt når arbejdsmarkedets ferieår er ved at udløbe har jeg ikke brugt alle mine feriedage. Lige som sidste år birdede jeg sammen med JSP. Til forskel fra sidste år, hvor vi pga. dårligt vejr aldrig endte i Skagen, som ellers planlagt, havde vi i år lejet Danmarks måske bedst beliggende hus, Klitbo.

Klitbo til højre, ved Ellekrattet

Udsigten derfra er rigtig god. I de rette vejrforhold kommer alle større fugle forbi.

Udsigt fra Klitbo mod nabohuset, reservatet og radaren i baggrunden
Vi havde huset, sammen med HK og MHE fra søndag. JSP og jeg havde planlagt at køre fredag aften og arbejde os op gennem Jylland. En langnæbbet sneppeklire dukkede meget belejligt op et par dage før afgang så det var planen at køre forbi den på vejen. Men den blev kun meldt fredag morgen og med oplysning om forgæves eftersøgning resten af dagen, valgte vi fredag eftermiddag at køre direkte til Rejsby fuglestation. Vi var vel ikke mere end ankommet da sneppekliren blev genfundet ... Lørdagens planer blev derfor omlagt og vi måtte starte ved Bøjden Nor, hvor den heldigvis stod tæt på vejen og under opsyn. Ny DK til os begge.

Langnæbbet sneppeklire, Bøjden Nor, 20. april 2013
Det blev derfor ikke til nogen obs i Sønderjylland. Vi kørte forbi Skjern Å og Hestholm tårnet, hvor bedste fugle var atlingand og havørn. Mellemdyb ved Vest Stadil rummede ikke noget interessant, mens vi ved Agger Tange bogførte 7 skestorke. Overnatning i B&B i Villerslev og morgenkratobs ved Stenbjerg og Nørre Vorupør var rimeligt resultatløse, med undtagelse af en enkelt ringdrossel og nogle meget lokale mikroøl. Se senere her for anmeldelse af disse ... På vej til kysten kom vi forbi Ove sø og et tilfældigt stop gav 645 trækkende kortnæbbede gæs på et kvarter.

Tågemur på Ove sø


Kortnæbbet gås henover Ove sø, 21. april 2013

Så ankom vi til Skagen og obsede fra middagstid og en fire timer frem fra Flagbakken. En steppehøg, 11 blå kærhøg og fem vandrefalke, plus det løse, var udbyttet. Vi indtog Klitbo og gjorde husobsposten klar.

Klitbo obspost

Næste morgen startede vi ved Nordstrand og blev der hele dagen. Ganske fint træk i den sydlige vind, med islom (atypisk kom den fra Skagerrak siden), 144 rødstrubede lommer, 921 suler, to steppehøge, 49 fjeldvåger og hvid stork som det bedste.


Der obses ved Nordstrand

Vi tog hjem og med udsigt til en hård vestenvind næste morgen og dag, gik vi mere seriøst i gang med ølsmagningen.Vi stod således ikke tidligt op næste dag, men blev adviseret om at en jagtfalk huserede i området, sidst set lige over Klitbo! Vi gjorde os klar og med to mand i køkkenet og de to andre i gang med diverse stadier af morgentoiletten så jeg, med en tallerken youghurt i hånden en fugl komme fra reservatet. Løftede kikkerten og måtte derfor udråbe: "Falken er her". MHE og jeg styrtede ud og jeg råbte igen, men jagtfalken tog en enkelt kredsene runde lige hen over os, for derefter at stryge ud mod Verdens ende. HK og JSP nåede også at se den. Op mod sommerhuset kom MH, med åbne arme og et stort smil. Morgenkrammer og alle mine tidligere synder blev tilgivet fordi han mens han parkerede cyklen hørte mig råbe og nåede at få kikkerten på falken, som han har drømt om i mere end 20 år på Skagen.

Vi besluttede at forlægge obsen til huset og jeg gik efter en times tid ned i Ellerkrattet og søen for at kratluske. Jeg var et par hundrede meter væk fra huset, da walkien pludselig råbte: "Blå glente ved Grenen". Jeg opgav på et nanosekund mit check af en mistænkelig fuglekonge og løb mod huset. Jeg vidste at jeg skulle hen til mit skop eller min bil. Totalt uden luft nåede jeg efter hvad der føltes som en evighed til Klitbo hvor ingen endnu havde set fuglen. Via walkien fandt vi ud af hvor vi skulle kigge og en efter en fik vi den i vores optik. Den så på et tidspunkt ud til at gå retur henover museet men til vores glæde valgte den at skifte kurs og kom retur næsten henover Klitbo. Fem hektiske minutter med en fed obs. Nu var alle glade og der indtoges derfor både øl og bitter på bænken!


To skodbilleder af den blå glente. Skagen, 23. april 2013.

Super dag i felten, der desværre skæmmedes af, at Barcelona blev (fortjent) rundbarberet af Bayern ...

Onsdag var min sidste dag, og igen var vejret gråt, blæsende og køligt. Kratluskede uden at finde noget som helst, og blev sat da der blev fundet/hørt en savisanger i søen ved Ellekrattet en lille times tid efter jeg havde været forbi. Den var nu ikke særlig vokal, men reagerede med pudsigt kald på afspilning af sang.

Pakkede og kørte hjem. På vejen tikkede en melding om hvidhalset fluesnapper tæt på matriklen. Så ikke alle meldinger om fuglen og var derfor ikke klar over, at Holmens kirkegård burde være lukket kl. 19. Porten var heldigvis åben 19.45 da jeg ankom og sammen med en anden birder, som fandt fuglen, fik vi et fint kvarter med den. Fin finale på miniferien.

Hvidhalset fluesnapper, Holmens kirkegård, 24. april 2013

Ingen kommentarer:

Send en kommentar