søndag den 19. august 2012

Varm weekend

En hedebølge i august er sjældent godt til fuglekigning. De fugle der fænologisk snart skal af sted mod varmere himmelstrøg bliver ikke tilskyndet til det. Men man kan også komme til at sidde derhjemme og lumre en hel weekend, så jeg valgte lidt småture. Lørdag morgen/formiddag var jeg igen ved Stauningsø/Ølsemagle revle. Startede ved Stauningsø og der var meget få fugle i den ende. Mødte JAE som efter et stykke tid kom ned på spidsen. Han var startet i sydenden og der haft en odinshane. Mine indstillinger på BirdAlarm må åbenbart udelukke den type obs, for jeg havde ikke modtaget hans udmelding. Og inden jeg nåede derned var fuglen smuttet yderligere mod syd og jeg så den ikke. Samlet var udbyttet således meget magert og heller ikke de 4 rovterner kunne redde dagen. Det skulle man ikke have troet for bare et par år siden ...

Søndag tog jeg en tur til Tissø, hvor der var få vadere. Efter en times tid kom nogle lokale og kørte ud på engen og gik i land på en af måge/terneøerne og så smuttede alle fuglene væk. Kørte rundt om Borreby hvor en havørn kunne ses forsøge sig med noget der lignede træk. Kørte derefter en runde ud mod yderfjorden og Gedehaven. En ung kærhøg fløj over vejen og rastede i en 10 minutters tid i området hvor den afsøgte markerne for bytte. I felten fik jeg det til at være en hedehøg - billedet er vist ikke konklusivt ...

Dudebestemmelsen bygger på en teglrød grundfarve og ikke gulerodsorange; vinger virkede jævnt smalle; spidserne på hånde virkede sorte og hele hånden var lukket; endelig kunne der ikke ses halskrave eller mørk markering bag.


På hjemvejen smuttede jeg endnu en gang forbi Ølsemagle men ikke noget nyt i forhold til i går. Igen flest fugle i sydenden. Og så er mit en måneds prøveabonnement på BirdAlarm udløbet. Mon ikke jeg køber mig et år?