søndag den 24. juli 2011

Efterår

Det er ikke det aktuelle sommervejr der har givet anledning til overskriften, selv om det ligner. 16. juli har i mange år for mig markeret at anden halvleg af årets fuglekiggeri blev skudt i gang. Datoen, hvor de fleste reservater åbner for adgang efter ynglefuglesæsonen, herunder specielt Ølsemagle revle. Så lørdag morgen var jeg på vej derned sammen med JSP. En DOFCall fra JAE oplyste om syngende savisanger ved Sundvej men den var tavs da vi en små tre kvarter efter udmelding ankom. Der var heller ikke mange fugle i området som blev observeret fra nævnte Sundvej og sydspidsen af Stauningsø. En tre-fire rovterner var højdepunktet, hvoraf den ene var en unge der blev fodret. Den havde en aluminiumsring om højre ben men da fuglene på Saltholm tilsyneladende ikke er ringmærket, må de stamme fra et andet sted. Dagen efter var vi begge af sted igen sammen, denne gang kom vi forbi Tissø, Flasken, Vejlen og Borreby mose, uden de store opdagelser. Igen var rovterne dagens obs, her to adulte ved Flasken.
I går var jeg så et eftermiddagssmut forbi Ølsemagle revle imellem diverse regnbyger. Der var flere fugle end for en uge siden men lokaliteten bød ikke på andet end almindeligheder. Et par kærløbere som blev tastet i basen så jeg desværre ikke noget til. Håber dog at komme forbi revlen jævnligt i det næste stykke tid - på god dudemanér betyder det så hver weekend!

fredag den 15. juli 2011

Miniferie på Bornholm

Var fra torsdag den 7. til søndag den 10. juli på Bornholm på en forlænget weekend. Hovedformålet var at besøge gode venner, men de ved at jeg ikke kan lade være med at kigge fugle, så jeg var lidt ude. På vej til gården ved Østermarie sås tre rødryggede tornskader ved lufthavnen i Arnakke. Torsdag aften kørte jeg til Østermarie for at lytte efter en meldt vagtel, men hørte den ikke. Tog et smut til Ølene hvor der var et par skovsnepper der piftede rundt. På vej tilbage til gården gjorde jeg et par tilfældige stop og begge steder var der en vagtel. Fredagen gik uden de store ornitologiske bedrifter, delvist pga. eftermiddagsregn men om aftenen var der en tredje vagtel på marken lige ved gården. Lørdag var ret godt vejr til at starte med og jeg brugte en 3-4 timer i Ølene og rundt om Paradisbakkerne. I Ølene gik det lokale traneynglepar med deres ene unge lige neden for det ene fugletårn.

Tranefamilie Ølene, 9. juli 2011
Langs skovvejen vest før Ølene var der som sædvanlig godt med sommerfugle, herunder kejserkåbe og iris. To par rødryggede tornskader havde begge unger de fodrede.
Isis, han, Ølene 9.7.11

Turen rundt om Paradisbakkerne i et spinkelt håb om at genfinde høgeørn gav ikke bonus udover lokale musvåger og røde glenter. Om aftenen var en ny/samme vagtel rykket over markvejen ved gården, så det var slet ikke noget problem at få den som ædelårsart.

Optog søndag morgen en meget aparte fuglesang på video. Hvis jeg kan få lavet en lydfil ud af råmaterialet uploader jeg den måske til alment gætteri blandt bloggens mange læsere!

mandag den 11. juli 2011

Natlyt

Var sidste mandag med JSP på en mini aften-/natlyt tur. Første stop var Åmosen syd for Skellingested. Vi ankom lidt tidligt så der gik dels lidt tid før én engsnarre lod sig høre og det var kun meget korte strofer der blev ytret. Aftenens andet stop var Lårup skov hvor vi gik efter natravn. Inden den blev hørt og set havde vi et par skovsnepper, der piftede løs og på et tidspunkt næsten battlede/sloges. Natravnen startede lidt tøvende men stroferne blev længere og længere og vi havde den også flyvende lige over os. En fin lille aftentur.