lørdag den 31. december 2011

Afrunding

Der har været ganske stille på bloggen et stykke tid. Det kommer sig af, meget naturligt, at der ikke har været fugle i kikkerten et godt stykke tid. Men nu hvor året er næsten omme, kommer her en lille status på mit fugleår.

I januar var det mest bemærkelsesværdige det ørneeldorado der var på Saltholm i forbindelse med en Caretakeroptælling. Det skyldtes givet den lange og kolde vinter der skubbede ørnene væk fra søerne og ud i sundet. Foråret blev stille sat i gang ved flere besøg ved Hellebæk og Saltholmturene gav endnu en gang pote med rødhalset gås. April var en fin måned med ganske megen aktivitet. En Møn tur gav sorthovedet måge som ædelart og Skagen blev genbesøgt efter 5 års fravær. Det var stort og godt, med dværgørn som absolut bedste fugl blandt mange. Maj fortsatte, med et vellykket twitch efter høgeørn, der dog var lige ved at snyde. Lokalt var det også fint med tophejre og drosselrørsanger på Amager Fælled/Vestamager. Juni og juli skete der ikke så meget, mens der i august blev set hvidvinget korsnæb og ædlet vagtel midt om natten på Østerbro! September var fin med en del småture og en ædlet lille skrigeørn ved Hyllekrog. Oktober måneds sats på Mandø kastede ikke noget af sig andet end frustrationer, der blev mærkbart større da der et par dage senere sås rødøjet vireo på øen. Året blev rundet ret tidligt af med en spurveugle fra invasionen.

I alt opnåede jeg 247 årsarter, et tal i den pænere ende for mit vedkommende, samt fire nye DK arter. Ikke siden 2006 har jeg fået så mange, dette gælder begge kategorier.