fredag den 15. juni 2012

Yderpoler

Dyrkede to af yderpolerne indenfor ornitologi i dag. Startede i morges 5.15 ved Ørholm station og min punkttællingsrute langs Mølleåen. Som tidligere omtalt er det tilfredsstillende at ens indsats kan bruges mere eller mindre videnskabeligt, men særligt ophidsende er det ikke. Ej heller morgenens tur. Undervejs indløb melding om buskrørsanger langs Vestvolden i Brøndby. Måtte erkende at jeg havde brugt hvad der var muligt af morgentimer på fugl, så turen til Volden gik efter arbejde. Denne gang et twitch der lykkedes. Mødte folk undervejs der sagde at fuglen var noget tavs, men vel ankommet gik der ikke mere end et par minutter førend den sang og blev set ret tæt på, men i noget kratterads. Efterhånden fik den varmet op til at komme med de typiske skalaer. Fik to billeder til upload.


Virker rimelig langnæbbet og noget kold brun-grå. Buskrørsanger, Vestvolden, 15. juni 2012