søndag den 30. januar 2011

Vintersatsning på Langeland

Esben Eriksen (ESE) fra Svendborg havde arrangeret en vintersatsning på Langeland, Tåsinge og Siø via DOF Fyns hjemmeside. Jan Speiermann (JSP), Andreas Hagermann (HAG) og undertegnede drog fredag eftermiddag til Svendborg. Vi fire har det til fælles at vi var med i redaktionsgruppen for Fugle i Felten indtil for et års tid siden. Lørdag var vi i felten hele dagen, hvor vi startede ved Ristinge Hale og via Hesselbjerg strand, Kelds Nor, Bukkemose og Lindelse Nor endte dagen ved Spodsbjerg havn. Samtidig var en 4-5 andre biler med fuglekiggere rundt på øerne. Hverken vi eller de andre fandt noget særligt. Mest bemærkelsesværdigt var næsten at vi ikke så havørn. Bedste observation var nok den vandrefalk der lavede et monsterdyk mod ukendt bytte ved Ristinge Hale. Afslutningen skete ved LK bygningen, Rudkøbing havn, kendt fra filmen Hævnen, og der var afterparty hjemme hos ESE, hvor også Henrik Knudsen deltog. Alt i alt, superhyggeligt.

søndag den 23. januar 2011

Caretaker tur til Saltholm

Caretakerprojektet er også som skabt til dude birders. Hold øje med dit lokale område og indberet dine tællinger. Det er de regelmæssige indberetninger af almindelige fugle der er i fokus. Så jeg har siden projektets begyndelse været med på Saltholm. Dagens tælling bød på indtil flere fine observationer: 21 havørne, hvilket formentlig er Sjællandsrekord, 2 kongeørne, som man heller ikke ser i flok undtagen på de få danske ynglepladser, 910 lille skallesluger og 4 bjerglærker. De to ørne observationer kom i første gang ukommenteret i DOFBasen men der gik ikke lang tid før det føg med blå pile efter mig. Håber at jeg fik overbevist sherifferne i DKU. Til beroligelse skal det siges at vi var i alt 6 personer afsted i dag, så der er ikke tale om en dude solo obs.

søndag den 16. januar 2011

Fluesnapper

En Dude ser ofte fugle han ikke selv kan bestemme. Det gør jeg også. Har netop lagt et billede ud på Netfugl af en fluesnapper jeg så i Sydkorea i maj sidste år. Må se om der er nogle der kan være mig behjælpelig http://www.netfugl.dk/pictures.php?id=showpicture&picture_id=38030

lørdag den 15. januar 2011

Tur i tågen

Da de sortgrå ryler ved Liseleje og hvidsisken ved Kronborg efterhånden havde været på respektive lokaliteter i ganske lang tid, var det i overensstemmelse med manifestet at prøve at køre op for at se dem. Den seneste uges mildning havde også fået smeltet tilpas meget sne og is væk til at jeg kunne manøvrere kareten ud fra hvor den holdt.
I til tider ganske tæt tåge gik turen nordpå og ved Liseleje fandtes de sortgrå lidt til venstre på stranden fra hvor parkeringspladsen er. Der var 9 stykker i dag der fouragerede sammen med to almindelige ryler.
Ved Kronborg var siskenflokken tilstede på det sædvanlige sted mellem slot og lystbådehavn og efter lidt grundig gennemgang sås den hvide. Fuglene opholdt sig mest i toppen af træerne eller også nede mellem græs og tuer på byggepladsen så det var ingen præmieobs.
Mine batterier er åbenbart kuldskære for heller ikke i dag kunne jeg fyre nogle skud af - rylerne var ellers meget fotoegnede. Jeg må vist hellere investere i nogle nye.

søndag den 9. januar 2011

Punkttælling

DOFs punkttællingsprojekt er som skabt til en dude birder. Man skal kun kunne kende de mest almindelige fugle og man bidrager med viden om deres udbredelse i Danmark. Derfor brugte jeg 3 timer i morges på at tælle på en ny rute langs Mølleåen. På de 11 punkter var den mest hyppige fugl musvit med i alt 67 individer og der sås 22 arter i alt. What a day. Udenfor tællingerne så jeg også tre vandstære ved knivfabrikken i Rådvad. Jeg havde loadet mit kamera med hvad jeg troede var friskopladte batterier men da jeg ville tage billede af en vandstær meldte kameraet at batterierne skulle skiftes. Så første billede på bloggen lader vente på sig.

fredag den 7. januar 2011

1. Dude bekræftelse i 2011

Året var ikke mange dage gammelt førend jeg fik en email fra Fuglenes Hus om hvorvidt jeg snorksov i frokostpausen. Tilsyneladende var der gennem flere uger set et vandrefalkepar holde til på hotel Radisson Blu, lige overfor Statens Seruminstitut, hvor jeg ydmygt tjener til dagen og vejen. Som ægte Dude kunne jeg kun svare tilbage med et stort spørgsmålstegn. En yderlig bekræftelse kom dagen efter, da jeg i frokostpausen positionerede mig med udsigt til hotelfacaden med kikkerten om halsen. Da jeg forklarede at jeg ville holde udkig efter vandrefalkene fik jeg prompte det svar, at de plejede at sidde på d'et. Nuvel, man er vant til at modtage skrald men da jeg fik en af fuglene i kikkerten kom der dog trods alt flere kolleger til og ville ha et kig. Nu planlægger jeg at medbringe teleskopet i næste uge.

Manifest for Dude Birding

1) At være en dude birder er ikke et udtryk for kompetence
2) At blive kaldt dude birder er ikke en ros
3) En ægte dude birder vedkender sig punkt 1) og 2)
4) Man må godt kigge på og køre efter sjældne fugle - hvis det er en weekend endda samme dag som de bliver opdaget
5) Det er tilladt at finde egne sjældne fugle men man ved godt at det ikke sker
6) Glæden ved at se på fugle er større end evnen til at finde egne
7) Man må godt føre lister på Netfugl.dk
8) Ens blog bliver opdateret meget uregelmæssigt og indeholder aldrig bestemmelsesmæssige fif
9) En dude birders valgsprog kunne være: ...og skide være med det...