søndag den 20. maj 2012

Lang weekend

Mit arbejde gav lov til at vi lukkede kontoret i fredags så det betød 4 sammenhængende fridage - en god lang weekend.

Torsdag blæste det jo en hel del, så der kom jeg slet ikke ud. Om fredagen tog jeg til Hellebæk for at se om ikke der kom lidt gang i hvepsevågetrækket. Vinden startede svagt i vest for til sidst at ende i næsten syd. Hvepsevågerne er meget vindfølsomme, alt under sydvest presser dem længere nordpå og udenom Hellebæk. Vi måtte nøjes med knap 40 mens jeg var der, og med en 2k hedehøg som bonus. Det var en lang dag der oppe.

Lørdag tog jeg til Sydfalster og Gedserområdet. Startede ved Kroghage hvor der var mange af især havesanger. Gulbug og et par karmindompap var nye årsarter, og en rødrygget tornskade han var også fin. Mødte PBH i området som aftenen forinden havde haft både sydlig nattergal og rødrygget  svale - de var begge væk om morgenen. Fortsatte via rensningsanlægget til fuglestationen hvor snart-lokale LAH og forsker MWK var på plads. Ingenting i nettene, og jeg fik heller ikke noget ud af lusk langs Poststien på vej til Birkemosen. En mulig korttået lærke som MWK og LAH havde haft tidligere sås der heller ikke mere til.




Karmindompap hun og han, Kroghage, 19. maj 2012

Birkemosen var lidet ophidsende bortset fra 6 traner syd så jeg tog til Bøtø Nor og det sydlige fugletårn for at se om eftermiddagens opklaring ikke bragte nogle fugle op, der enten skulle forbi eller raste/fouragere. Stod i dejlig læ, men der skete intet af det beskrevne. Dog, jeg fik øje på noget som i skopet i lang tid var svært at afgøre om det var en flue eller en fugl! Da den kom lidt ud af varmedisen meldte jeg først nok en våge, men da den kom en anelse tættere på var dens vingeslag så elastiske at glente var næste bud. Da den så endelig kom under 10 km afstand (!) (men stadig i modlys) gik sagens rette sammenhæng op for mig og min tilfældigt mødte medobservatør BBJ, at farven på glenten var sort. Fin afslutning på dagen.

Trane syd, Birkemose, 19. maj 2012
 
Søndag havde jeg på forhånd en halv aftale med JSP. Han længtes efter en god trækdag på Gilbjerg Hoved, mens jeg var mere opsat på at producere noget selv. Det endte med at jeg kørte alene til Røsnæs, på en dag hvor der blev set asiatisk ørkensanger i Skagen. Hårdt at kæmpe imod, og Røsnæs gav kun 2-3 karmindompapper, 5 rødrygget tornskade og 11 stenpikkere på en mark. 

Karmindompap, han, Røsnæs 20. maj 2012

Slog vejen forbi Tissøs sydende på vej hjemover, og her sås 3 sortterner, 1 overflyvende gammel havørn (over og over, ikke over mig, men halvvejs over søen!) samt den prægtige nilgås. Stadig færre dværgterner på plads i forhold til sidste år, selv om det er svært at se dem ligge på den ø hvor de yngler.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar