Var fra fredag eftermiddag til søndag eftermiddag i Sønderjylland på den årlige forårsfugletur til området med Torben og Henrik. Torben har sommerhus i Rejsby, ikke langt fra Gl. Hviding Engsø. Denne lokalitet var første stop men der var næsten ingen fugle i søen. Har på et tidligere tidspunkt snakket med digeudgravningskongen John Frikke der mener, at søen er for smal, således at fuglene ikke føler sig trygge med afstanden fra øerne til det omgivende.
Efter aftensmad tog vi til en gammelkendt lokalitet for stor hornugle og straks ved ankomst spottedes fuglen siddende i en grantop. I blæsevejret sås de store lange horn virkeligt tydeligt.
Lørdag var på forhånd udråbt til det store forårsfremstød med temperaturer på op til 20 grader i lokalområdet. Det startede nu knap så varmt, men de 3-4 blåhalse vi havde syngende ved Rejsby enge lunede straks. En gåtur fra Brøns Møllesø i Kalby plantage afslørede at vinteren har været hård ved fuglekongerne. En syngende fugl blev det til langs et par kilometer skovvej.
Da vi skulle til at forlade området tikkede en melding om amerikansk krikand ind fra Ballum sluse. 10 minutter efter var vi på lokaliteten og så de formodede findere forlade densamme, uden at vi dog kom i tale med hinanden. Derfor spildte vi godt en time på forgæves at lede efter fuglen der var fløjet kort tid efter udmelding. Til gengæld var der som sædvanlig mange bramgæs på forlandet og spidsænder ud for udløbet. Vores første landsvale så vi også.
Et par forsøg på at finde/høre fyrremejse mislykkedes ved Astrup engsø og Astrup sø. En rørdrum paukede dog i rørene ved søen. Derefter kørte vi ned mod grænsen og de næste par timer blev brugt ved Vidå slusen, Margrethekog og selve grænsen længst mod sydvest. Et par-tre havørne var det mest ophidsende. Så kørte vi mod Nørresø hvor der tidligere på dagen var blevet meldt sølvhejre. Den gemte sig vegetationen men dukkede pludselig op af det rene ingenting. Desværre var der nogle gutter der skulle til at indskyde et jagtgevær på en nærliggende matrikel. Efter et dusin affyringer fik hejren nok og fløj mod syd. Den returnerede dog dagen efter med en artsfælle så helt skræmt blev den ikke. Ellers var der pænt med brushøns, knap 50 stykker og en flok på 6 digesvaler kom trækkende højt over søen. Lokaliteten ser ud til at have et kæmpepotentiale, har tidligere set sølvhejre og sort ibis foruden masser af ænder og vadefugle.
I mangel af fotoemner/-evner blev det eneste billede jeg fik taget dette af mine fuglekumpaner, der spejder ud over Nørresø |
Vi sluttede dagen af i Kongens Mose hvor vi for to år siden oplevede fænomenet ”hvid sol” da 1200-1300 sang- og pibesvaner trumpeterende fløj til overnatning. I år måtte vi nøjes med en pibesvane der stod i mosen og ikke så helt frisk ud, samt et par tilflyvende sangsvaner. Lokale traner og en enkelt atlingand afsluttede dagen. Temperaturmæssigt var det stadig godt 15 grader sidst på dagen, så vi fik oplevet forårets rigtige ankomst….
…der kun varede en dag. Søndag vågnede vi op til bagkanten af en regnfront der efterfulgtes af kolde vinde og indblæsende havgus der vanskeliggjorde obs over lange afstande. Vi prøvede igen med lidt kratlusk omkring Astrup uden held og kørte derefter til Juvre på Rømø i håb om måske en ringdrossel. Deri blev vi belønnet med en fin obs af en han der fouragerede i græsset. Vi trak selv langsomt nordpå via Kammerslusen og Sneum sluse – sidstnævnte lokalitet meldte søndag om endnu en amerikansk krikand men i eftermiddagens modlys måtte vi give fortabt. Vi tog så det lange seje træk hjemover efter en weekend med i alt 106 arter.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar