lørdag den 8. oktober 2011

Skuffende dage i felten

Den første weekend i oktober var jeg i felten begge dage, men udbyttet var ret magert. Om lørdagen, som var en superdejlig dag med sommervarme, tog jeg i mangel af bedre ideer igen til Nakkehoved om morgenen. Ingen fugle i luften og næsten ikke noget i krattene. Vejen hjem lagdes om Solbjerg Engsø men der var der heller ikke noget spændende. Alt var til at holde ud, idet turen om søndagen gik til Saltholm. Men tågen lå tæt i Kastrup kl. 8 og efter næsten 2 timer havde den ikke lettet en centimeter, så Caretakerturen blev aflyst. 8 skuffede personer forlod havneområdet. Jeg tog med JSP og MFJ til Stevns. Syd for Køge lettede tågen men der lå stadig pænt med dis over Øresund. Vi luskede først rundt ved Boesdal kridtbrud hvor vi havde de første flokke med trækkende gæs. En mindre flok stod allerede på en nærliggende mark. På billedet anes den dis der lå i luften.


Bramgås, Boesdal, 2. oktober 2011
Vi fortsatte til Fællesskov på sydsiden af Stevns og luskede videre der - heller ikke her var der noget fald/rast, men stadig gåseflokke i luften. Vi registrerede i løbet af dagen ca. 160 blisgæs, 1.800 bramgæs og knap 200 knortegæs. Småting, men det var det bedste vi kunne vride ud af dagen.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar